Askø (2,8 km2) og Lilleø (0,8 km2) ligger i Smålandshavet, nord for Lolland. Askø-Lilleø er forbundet med en 750 m lang dæmning. Der er p.t. 44 fastboende (16/11-2021).
Om sommeren stiger antallet af beboere betydeligt, her er 261 sommerhusgrunde, de fleste med sommerhuse. Desuden en del helårsboliger med fritidsstatus.
Her har man mulighed for at slappe af – glemme hverdagens jag – nyde den skønne natur og fuglelivet – eller sit otium i fred og ro, men også et sted, hvor der er plads til børn.
Askø – Lilleø er dog smukkest, når frugttræerne blomster om foråret, når badevandet er tilpas om sommeren, eller når boderne er fulde af ny høstet frugt. Sensommerens honning og alle de særlige produkter, som de fastboende laver i pagt med naturen og miljøet. Selv om vinteren, hvor sneen ligger ud over markerne, er her kønt. Det speciale lys, som havet giver ind over vores øer, giver en harmoni og fred.
Solopgang og solnedgang er minutter, der altid er værd at nyde.
Fra wikipedia (med rettelser):
Askø er en ø i Smålandsfarvandet nord for Lolland. Øen hører til Lolland Kommune.
Askø er en meget flad ø, som ved stormfloderne i 1858 og 1872 blev delvist oversvømmet. En del af øen, herunder den inddæmmede Kirkevig, er sikret med diger mod oversvøming.
Indbyggertallet på Askø har været støt dalende siden 1945, da der boede ca. 238. Nu er der kun ca. 50 tilbage, og skolen blev lagt i mølpose i 1987 på grund af mangel på elever, og lukket i 1988. De fleste fastboende bor i Askø by på den nordlige del af øen, hvor Askø Kirke ligger. Mod øst findes et sommerhusområde med 261 grunde.
Tidligere beskæftigede fiskeri og søfart en stor del af beboerne, men hovederhvervene på Askø er i dag landbrug og frugtavl.
Der findes harer ræve og fasaner på Askø. Mest mangfoldigt er nok fuglelivet, for øen er yngleområde for mange ænder, måger og vadefugle. Ud over naturen er seværdighederne på øen Askø Kirke fra 1200-tallet og Askø Ø-Museum, som er et lokalhistorisk museum.
Askø er forbundet med naboøen Lilleø med en ca. 700 m lang dæmning. I december 2014 fik Askø som den første ø i Danmark fibernet, hvilket øger internetforbindelsen betragteligt.
Der er flere overnatningsmuligheder bl.a.
- Shelterplads med 2 shelters, Askepot og Lillepot.
- Værelser på Askø Gl. Skole
- Askø Mejeri Sommerpensionat
- Askø Bed & Breakfast hvor man kan overnatte om sommeren
- Ved havnen er der en teltplads, og der ligger et moderne havnehus med køkken og opholdsområde. Herudover er der bade- og vaskefaciliteter
Askø har en købmand drevet af frivillige fra øen og sommerhusbeboere.
Der er færgeforbindelse til Askø fra Bandholm på Lolland. Turen tager ca. 25 minutter.